Årets Pressefoto 2009

Alle udstillede billeder

Alle udstillede billeder

© Steven Achiam
Hverdag i ruiner. Tamila har faktisk stadig ikke vænnet sig til at bo ved kysten, men skiftet var også brat, da hun for godt to år siden giftede sig med den et år ældre Nugzar. Fra at have boet i et stort og moderne hus hos sine forældre halvanden times kørsel oppe i bjergene, flyttede hun ind hos Nugzars forældre – et hus der i realiteten er en ruin, fordi Sortehavet har ”spist” halvdelen af det, som de alle sammen siger, og et hus, der – med mindre der sker mirakler – vil forsvinde helt i havet i løbet af ganske få storme. Sortehavet spiser Georgiens kyst. Verdens kystområder føler i stigende grad presset fra kombinationen af stigende vandstand og vildere vejr. Sådan er det f.eks. flere steder langs Georgiens sortehavskyst, og ifølge de georgiske myndigheder er situationen værst i området mellem Chorokhi-flodens udmunding og byen Batumi, nærmere bestemt landsbyen Adlia. Her er kysterosionen i løbet af de seneste årtier taget voldsomt til – der forsvinder helt op til 17 meter om året – og en opdæmning af Chorokhi-floden i Tyrkiet og det efterfølgende tab af sedimentaflejring ved kysten har bare accellereret processen. På 80 år er kysten visse steder blevet rykket 400 meter tilbage, og cirka 50 familier i to rækker huse har måttet se deres huse falde i havet. Tredje række står for, og myndighedernes udlægning af byggemateriale mellem huse og kyst udskyder kun det uundgåelige. Videoen er produceret for www.facetheclimate.org og er fortrinsvis støttet af Danida og Den Berlingske Fond. Fotograf: Steven Achiam. Klipper: Mikael Kyster. Musik: Carsten Bo Eriksen. Journalist: Rasmus Thirup Beck. Tilrettelæggelse: Rasmus Thirup Beck og Steven Achiam.
Jabalya, Gaza-striben. Chokerede beboere vendte tilbage til deres hjem, som var jævnet med jorden. Stort set ingen huse i området var fri for total destruktion. Jævnet med jorden af israelske kampfly, bomber og bulldozers. I den østlige side af området, som lå tæt på den israelske grænse, stod ikke mur tilbage. I huset lå tre af familiens medlemmer – dræbt da huset styrtede sammen, efter det blev angrebet af kampfly. (1:8).
Rafah, Gaza. På gravpladsen i Rafah går børnene rundt og beder ved deres døde kammeraters grave – mere end 500 af ofrene for den israelske invasion var børn. (2:8).
Rafah, Gaza. En lille dreng kigger på mændene under fredagsbønnen i Rafah, som på grund af de israelske bombardementer var blevet nødt til at flytte bønnen udenfor. Tidligere samme dag var Rafah’s største moske blevet lagt i ruiner, da kampfly smed tre bomber i et direkte angreb på moskeen. (3:8).
Burej Camp. Gaza. Et tæt familiemedlem skriger ud i smerte, efter at fem børn og deres mor blev dræbt ved et angreb i Burej lejren i det centrale Gaza. Israelerne jagtede et formodet Hamas-medlem, men ramte kun hele mandens familie. (4:8).
Gaza. En palæstinensisk kvinde bryder sammen i gråd i udkanten af Gaza by efter at have returneret til familiens bombede hus, hvor de gravede fire døde sønner ud af ruinerne. De havde gemt sig i kælderen, da huset blev ramt af israelske kampfly. (5:8).
Deir El Balah, Gaza. Ziyad Abu Hessenin, en frivillig sygeplejer på Al Aqsa hospitalet, bryder sammen i gråd, imens han forbereder ligene af en død mor og hendes fem børn, som var i familie med Issa al Battran – et medlem af Hamas – til begravelse. De blev dræbt, da israelske kampfly bombede deres lejlighed i Burej i et forsøg på at dræbe faderen, som ikke var hjemme. (6:8).
Gaza City. En ung mand ligger hårdt såret på et af Gaza by’s hospitaler, efter at han under oprydning i familiens bombede hus fandt en ueksploderet granat, som detonerede, da medlemmer af familien forsøgte af fjerne den. 3 blev dræbt, og selv blev han hårdt såret – tilbage lå han i chok efter at have overlevet 21 dages bombardement. (7:8).
Gaza City. Hamas demonstration foran Gaza by’s totalt udbombede regeringsbygning. I dagen efter våbenhvilen gjorde Hamas alt for at vise tilstedeværelse i byen. Byens unge demonstrerede under mottoet ”Vi er ikke knækket – kampen fortsætter”. (8:8).
En landsby med en brønd i midten nord for den gamle hovedstad, Zinder i Niger, set fra et fly fra World Food Programme. Niger er ekstremt sårbar over for klimaforandringer, og der bliver både mindre frugtbar jord til landbrugerne og færre områder med græsning nok til nomadernes kvægflokke. Regnen slår fejl oftere og oftere. Derfor bliver presset på brøndene også større, og det bliver umuligt at dyrke afgrøder, hvor det før var muligt. Regnen er også blevet uforudsigelig, og i 2009 kom den på et helt uhørt tidspunkt, mens høsten lå og tørrede på marken. Det resulterede i, at årets høst mange steder blev helt ødelagt. I det sene efterår burde store områder af Niger have været dækket af lyse-grønt græs. Det er en betingelse for at holde flokkene af dyr i god stand, så de kan give mælk nok – og indbringe en god pris på et af markederne i Niger eller nabolandet Nigeria. Men der kom ikke nok regn. Græsset var væk efter få uger, og der er udsigt til, at flere end tre millioner mennesker – både nomader og bønder – i Niger bliver ramt af hungersnød om kort tid. En katastrofe af samme omfang som i 2005-2006, hvor omkring 3,6 millioner mennesker var ramt af hungersnød.
Wasteland. Jharia, Jharkhand, Indien. Omkring en halv million mennesker er påvirket af de underjordiske kulminebrande i Jharia, i delstaten Jharkhand, i det nordøstlige Indien. Den første underjordiske brand blev konstateret i området i 1916, og siden har brandene spredt sig til et kæmpestort område. Udkanten af landsbyen Kujama. Et ægtepar samler kul ved ruinerne af et tidligere hus. Området her er utrolig farligt at bevæge sig rundt i, da det mange steder brænder lige under jorden.
La Trinidad, Filippinerne. Filippinerne blev i løbet af september og oktober ramt af flere tyfoner. På et tidspunkt stod 80 procent af Manila under vand. Over 4 millioner mennesker blev berørt af over-svømmelserne. Flere hundrede mennesker omkom, da den voldsomme regn forårsagede mange jordskred i den bjergrige Benguet provins. I La Trinidad blev mennesker og huse revet med, da regnen satte et massivt jordskred i gang.
Bella Center, København. COP 15. Statsminister Lars Løkke Rasmussen, chefforhandler Connie Hedegaard (ryggen til) og FNs klimachef Yvo de Boer venter på, at USAs præsident Barack Obama ankommer til plenarsalen for at holde sin tale, på det der skulle have været klimatopmødets sidste dag.
Klimatopmødet COP 15 blev et mareridt i forhandlinger uden det helt store udbytte. Dagen før Obamas ankomst mødtes EU for at blive enige om deres strategi. Lars Løkke Rasmussen lytter til Angela Merkel, der diskuterer højlydt med Nicolas Sarkozy, Gordon Brown og Fredrik Reinfeldt bag lukkede døre i Bella Centret. København 17. december 2009.
Robert Mugabe, Zimbabwes præsident, uønsket af verdenssamfundet, mødte op ved COP 15.
Barack Obama besøger for første gang Danmark i forbindelse med IOC-kongressen og Chicagos bud på OL i 2016 og er på hyggelig lynvisit hos statsminister Lars Løkke Rasmussen.
På vej mod nederlaget: Sønderjyske skøjtehal. For første gang i otte år nåede Rødovre Mighty Bulls semifinale-serierne i AL-ligaen. Men sulten efter sejr blev desværre overskygget af nogle tætte kampe med skuffende nederlag til Rødovre. Efter kamp seks var det forbi, og de mægtige tyre måtte se sig slået. Now let's go out and win this shit!!, råber Mighty Bulls’ anfører fra midten af bunken af spillere, inden de går på isen til første periode i kamp 2. Lige lidt hjælper det. De taber kampen. (1:7).
På vej mod nederlaget: Rødovre Skøjtehal. 2. kæde-spiller Michael Smith ligger med benene oppe mellem to perioder. Rødovre Mighty Bulls er kommet dårligt fra start i kampen og får det også at vide af deres træner Magnus Sundquist. (2:7).
På vej mod nederlaget: På tur. På en rasteplads ved Storebælt bliver der spist pastasalat, som restauranten hjemme i Rød-ovre skøjtehal har lavet. (3:7).
På vej mod nederlaget: Back Michael Eskesen i omklædningsrummet i Sønderjyske efter endnu et nederlag. Ingen taler sammen. Folk går i bad, klæder om og går ud i spillerbussen. Uden at sige et ord. (4:7).
På vej mod nederlaget: Spændingen i omklædningsrummet er intens, og mellem kø til toilettet bliver trænerens strategi fortalt på engelsk. Det skyldes, at ni af holdets spillere er fra Canada. (5:7).
På vej mod nederlaget: Udekampene bliver hurtigt et heldagsarrangement. Der kan nemt gå 14 timer fra spillerne møder ved Rødovre skøjtehal, til de igen er tilbage efter kamp i Sønderjyske. På turene bliver der sovet, hørt musik og set film. (6:7).
På vej mod nederlaget: Sorgerne trøstes med en cola. Rødovre Mighty Bulls’ målmand Trevor Köenig efter et nederlag på 5-4 i overtiden. Det sidste mål var et decideret drop fra hans side. På dette tidspunkt er han den eneste spiller, der er tilbage i omklædningsrummet. (7:7).
Zlatan Ibrahimovic var flyvende i landskampen mod Danmark i Parken. Men lige lidt hjalp det. Det er os, der skal til VM.
Mikkel Kessler har kæmpet hårdt for at nå til Super Six turnering. Mikkel spiser forsigtigt sin frokost dagen efter nederlaget til Andre Ward.
En ung tysk bokser venter i gangen uden for Bruno Gehrke Halle i Berlin på sin første kamp i ringen. I baggrunden sidder hans trænere.
De utilgivne: I St. Petersburg, Florida, har 100 sexforbrydere og pædofile forskanset sig i en trailerpark løsrevet fra det almindelige samfund. De er udstødte og lagt for had. Men er der handlinger, der er så onde, at vi aldrig skal give mennesket en ny chance? Judy Cornett – en Florida-mor, der har viet sit liv til at sætte sexforbrydere bag tremmer – jager en sexforbryder. Han satte fiskekroge i sit offer og ridsede sine initialer på hendes bryst. Ingen ville have ham boende, så han endte i trailerparken. Judy sidder med et udprint af hans foto og adresse downloadet fra en offentlig hjemmeside. I 1992 førte den 32-årige sexforbryder Kevin Kinder Judys søn og hans kammerat gennem timers seksuel tortur. Drengene blev tvunget til at udføre oralsex på hinanden, kammeraten blev voldtaget og de to bagefter kvalt til bevidstløshed. Sønnen fik efterfølgende problemer i skolen, tæskede sin lillebror, endte på stoffer og forsøgte selvmord. Judy kvittede sit job og solgte sit hus for at få råd til at hjælpe ham. (1:8).
De utilgivne: Parkbeboeren Biscuit hører en lyd på grunden, hvor hans trailer står. Den må han ikke forlade dag og nat. Sexforbrydere i Florida er jaget vildt. De bliver drevet ud af samfundet, ned under byernes broer, ind i skovene eller klumpet sammen i trailerparker som denne i Pinellas County nær Floridas fjerdestørste by St. Petersburg. Forbrydere bor 2-4 mennesker sammen i en trailer, og pladsen er trang. Sexforbryder-jagten har også smittet af på det øvrige USA. Flere end 40 stater har ladet sig inspirere af Jessica-loven, og sikkerhedszoner på 1000 fod (ca. 300 meter) eller mere er indført utallige steder. I Miami er grænsen 2500 fod, og det har effektivt sendt sexforbryderne ud af byen – 52 pædofile lever under Julit Toot-broen, fordi de hævder ikke at kunne være andre steder. (2:8).
De utilgivne: Florida Justice Transitions hedder den privatejede trailerpark, som blev startet af en mor til en sexforbryder, ingen ønskede som nabo. Navnet signalerer en søgen efter retfærdighed og en tro på, at mennesket kan forandre sig. Men den går også under navnet Den Perverse Park. Eller slet og ret Babyvoldtægtsparken. Hvad er retfærdighed, når vi taler om misbrug af børn? Er der forbrydelser, der er så onde, at vi aldrig skal give forbryderen en ny chance? Nogle aktører giver netop de hårdere straffe og den voldsomme offentlige bevågenhed æren for det faktiske fald i sexforbrydelser: Der er sket mere end en halvering i dokumenterede overgreb, siden problemet toppede i begyndelsen 1990’erne, hvor der var knap 150.000 årlige tilfælde over hele landet. Floridas nultolerance over for kriminalitet har fyldt fængslerne til bristepunktet – siden år 2000 er antallet af Florida-borgere bag tremmer vokset fra godt 71.000 til over 100.000. Intet sted i USA går den udvikling stærkere. (3:8).
De utilgivne: En tæt barbering. Det kan være svært for dømte sexforbrydere at finde arbejde. Når sexforbrydere søger arbejde, skal de fortælle, at de er dømte. Udelades det, risikerer de at overtræde deres prøveløsladelse. Beboeren Biscuit har lavet en lille barbersalon, hvor han tjener nogle få drikkepenge på at klippe og barbere andre beboere. Den unge sexforbryder Mike Biondo er flyttet ud af parken og er på vej ind i samfundet. I parken møder han op til terapi, men her får han en tæt barbering inden Gudstjeneste. (4:8).
De utilgivne: Familien. En flok beboere er samlet til middag hos Jim Broderick – direktøren for trailerparken, der også er tidligere sexforbryder. Fra venstre ses operationssygeplejersken Chuck Milczare, direktøren Jim Broderick, trailerparkens gartner David Miller og Ruth – parkens sekretær, der er gift med sexforbryderen for bordenden, som er krigsveteran. Så længe de er under prøveløsladelse, må de ikke bo inden for 1000 fod (ca. 300 meter) af busstoppesteder, kirker, skoler eller andre steder, hvor børn færdes. (5:8).
De utilgivne: De sexforbrydere, der ikke finder tilgivelse i samfundet, finder den ofte hos Gud. Moreen knytter hænderne sammen i en næve under Gudstjeneste i trailerparken. Hun bor i parken og har set parken tage flere sexforbrydere ind med årene. ”Det er generelt stille her omkring, og de er gode naboer. Jeg ville ikke lægge mærke til, at de er sexforbrydere, hvis de ikke gik rundt med GPS-lænker. På et tidspunkt finder mine venner nok ud af, at jeg bor her, men så vil jeg sige, at Gud har sat mig her af en grund.” (6:8).
De utilgivne: ”Fællesskabet står over den enkelte,” siger direktøren Jim Broderick, mens en crack-handlende beboer køres væk med blå blink. Jim bryster sig af, at ingen af beboerne har forgrebet sig mod børn, siden parken for alvor åbnede i 2005. Det er fællesskabet og den ugentlige terapi, som holder dem fra at krænke flere børn, hævder han. Nogle borgerretsgrupper og forskere advarer om, at det næppe er løsningen at skubbe USAs over 500.000 registrerede sexforbrydere ud over kanten af samfundet, og at boligrestriktionerne skaber falsk tryghed, fordi ni ud af ti sexforbrydelser begås af én, offeret kender. (7:8).
De utilgivne: Strøget lagner. I dag blev 52-årige Dave Beebee løsladt. Han har været spærret inde i 18 år – de sidste tre år på et Jimmy Ryce-center, hvor lægerne testede, om hans penis reagerede på børneporno. Nu har han taget sin mor Dolores med i trailerparken. Han var fængslet for at forgribe sig på tre piger under 16 år – den kriminelle lavalder. En af dem var seks år gammel. Centret, der er opkaldt efter en 9-årig dreng, der blev voldtaget og myrdet af en tidligere sexforbryder, kritiseres for at mangle behandling og for blot at være en forlængelse af straffen. (8:8).
Rafah, Gaza. Samme dag som den israelske hær IDF begyndte sin tilbagetrækning fra Gaza-striben, begyndte rystede og chokerede palæstinensere at returnere til ruinerne af deres huse. På hovedgaden i Rafah flygtningelejren tæt på grænsen til Egypten brød en kvinde sammen ved synet af hendes og familiens totalt destruerede hus. Uden mulighed for at skaffe penge til at genopbygge sikkerhed for familien.
Dadaab flygtningelejr, Kenya. Befolkningen på Afrikas Horn er ramt på mere end en front. Konflikten i det centrale Somalia, med center i hovedstaden Mogadishu, forværres dag for dag. Samtidig er både Somalia og Etiopien ramt af tørke. 90 kilometer fra den somaliske grænse ligger flygtningelejren Dadaab. Verdens største lejr med ca. 300.000 flygtninge, oprindeligt bygget til ca. 90.000. Efter at have været ramt af tørke igennem flere år blev lejren i efteråret 2009 ramt af tung regn, der oversvømmede dele af lejren med følgende sygdomme, da drikkevand blev blandet med affald, samt et stærkt stigende malaria-problem. Lejren vokser stadig, og hver uge ankommer mere end tusinde nye flygtninge fra Somalia.
Gaza Efter Bomberne: Den 27. december 2008 svarede Israel igen på flere ugers ødelæggende Hamas-raketter og indledte et luftangreb mod Gazastriben. De næste 22 dage regnede bomberne ned over den smalle enklave, der huser halvanden million palæstinensere. Ifølge det palæstinensiske sundhedsministerium døde flere end 1.300 mennesker i Gaza, heriblandt 410 børn. 5.300 andre blev såret. 13 israelere døde under konflikten. I ly af en meget skrøbelig våbenhvile den 18. januar 2009 begyndte Gazas befolkning at vende tilbage til deres hjem i krigens skygge. En familie er netop vendt tilbage til deres hus, hvor væggene er fyldt med skudhuller. Familiens børn går straks i gang med at lede efter deres legetøj, men finder kun tomme patronhylstre på gulvet. Israelske soldater har under offensiven brugt huset som militærbase.
Moderen til pizza-budet Mustafa Hsownay sørger ved et minde-optog på Nørrebro over drabet på hendes søn, som ved et uheld blev offer for bandekrigen mellem rockere og indvandrere, som hærger specielt på Nørrebro i København.
Klimatopmøde: Delegerede inde fra Bella Centret forsøger at trænge ud til demonstranter, der prøver at trænge ind i Bella Centret under Klimatopmødet.
Den største demonstration under COP 15 samlede lørdag den 12. december omkring 100.000 mennesker, som gik seks km fra Christiansborg Slotsplads til Bellacenter. Efter at have gået ca. en km havde omkring 50-100 demonstranter i den bageste del af demonstrationen maskeret sig, og en mindre gruppe begyndte at kaste med flasker og lave ballade. Det fik politiet til at lave en ”knibtangsmanøvre”, hvor de afskar og tilbageholdt 913 personer. Politiet har efterfølgende modtaget massiv kritik for aktionen, fordi mange sad bagbundet i rækker på den kolde asfalt i mere end fire timer, inden de blev kørt væk. Flere af de frihedsberøvede demonstranter måtte tisse i bukserne, og nogle besvimede. Ud af de 913 tilbageholdte havde langt de fleste intet ulovligt gjort.
Kirkerydning: Natten til torsdag den 13. august samles en større politistyrke foran Brorsons Kirke på Nørrebro i København. Her har afviste, irakiske asylansøgere opholdt sig i knap tre måneder for at undgå udvisning til Irak. Kort før klokken 01.30 rykker politiet ind i Brorsons Kirke, hvor omkring 50 mænd, kvinder og børn har forskanset sig. Politiet anholder 17 yngre, irakiske mænd. (1:6).
Kirkerydning: Politiet anholder kun mændene i kirken. En del af de pårørende forsøger at komme igennem af-spærringerne for at sige farvel. (2:6).
Kirkerydning: De anholdte mænd bliver ført hen til politiets bus én for én. (3:6).
Kirkerydning: Politiet lægger de anholdte i strips og kører dem væk. Senere samme dag tvangshjemsendes syv irakere. (4:6).
Kirkerydning: Uden for kirken er en større menneskemængde forsamlet. Da bussen med de anholdte irakere kører, kaster demonstranter sig ind foran bussen og danner menneskekæder. Politiet trækker knipler for at få bussen væk fra kirken. (5:6).
Kirkerydning: Efter rydningen tændes lys for de irakiske asylansøgere foran Brorsons Kirke på Nørrebro i København. (6:6).
Partiformand Pia Kjærsgaard hylder Morten Messerschmidt, som blev den store vinder ved Europa-Parlamentetsvalget 2009. ”Det har været dejligt at opleve Morten Messerschmidt. Jeg vidste godt, at du var dygtig, Morten. Men at du var så dygtig – det kom lidt bag på os allesammen. Der er ingen tvivl om, at den stabilitet, vi har udvist i forhold til vores standpunkter, også har givet bonus. Vi har ikke sådan lige pludselig fundet ud af, at den danske befolkning var skeptisk i forhold til EU. Nej, vi har i lang, lang tid vidst, at vi har det samme synspunkt, som vi hele tiden har haft”, sagde Pia Kjærsgaard.
4. august døde Svend Auken. I mange år var han en magtfaktor i dansk politik, men tabte til sidst kampen om livet, til kræften. Efter bisættelsen var der gravøl og taler i Landstingssalen på Christiansborg. Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen holder tale for sin gamle partifælle. De har om nogen haft deres kampe, men også et langt forhold til hinanden, og det skortede ikke på sjove anekdoter.
Student-09. 3.X fra Aabenraa Statsskole. På stafet.
Backstage: Backstage til designer Ole Ydes modeshow ved årets modeuge i København. Modellerne står klar til gangprøve, cirka en time før showstart, til et af modeugens første shows, Ole Yde.
Musikeren Michael Simpson.
Jørgen Leth gør comeback som cykelkommentator for TV2.
Atlanta Georgia, USA. Mark og Michelle Crumbley står med hver deres yndlingsvåben. De går til skydning på skydebanen, der hører til våbenbutikken, Wild West Gun Shop. Den ligger i udkanten af Atlanta. De tager ud på banen nogle gange om ugen. De gør det, fordi de nyder det og for at kunne forsvare sig selv. Det er noget, de nyder at gøre sammen, ligesom hvis de gik til dans eller en anden fritidsaktivitet, fortæller Mark.
Holi Festival: Vrindavan, Indien. Holi fejres over hele Indien. Festivalen baserer sig på myter og overleveringer i hinduismen og kan spores helt tilbage til år 300 før vor tidsregning. Holi er blandt andet en fejring af forårets komme. Holi Festivalens sidste dag i Vrindavans gader.
Shibuya, Tokyo, Japan. Sovende forretningsmand ved Shibuya Station i Tokyo. Det er langt fra usædvanligt, at en japaner arbejder 70 timer om ugen og oven i bruger mange timer dagligt i offentlig transport til og fra arbejde. Derfor har mange japanere udviklet en evne til at tage en lur hvor som helst i et kort kostbart øjeblik.
De griner hele vejen til banko: I bankohallen i Brøndby råber man hverken ”gamle Ole”, ”ryst posen” eller ”nineogfyrre”. Der er heller ikke kødpræmier på højkant. Det er mere professionelt sådan, mener spillerne. De kommer for at vinde, og er de heldige, kan gevinsten være 5000 kroner. Gerda Petersen kommer hver aften for at spille banko. Hun har sin faste plads, og det ved de andre. (1:5).
De griner hele vejen til banko: Det er vigtigt at nå at få fat på alle de rigtige slags bankoplader, inden opråberen går i gang. I løbet af en aften spilles der flere forskellige versioner af banko. (2:5).
De griner hele vejen til banko: I en lille indendørs bod kan man købe forfriskninger til den lange aften. Og selv om der er en vigtig håndboldlandskamp i fjernsynet, kan man da ikke droppe banko. Den kan bare høres over radioen i stedet. (3:5).
De griner hele vejen til banko: Hvad giver held? Billeder af børnebørn, souvenirs med affektionsværdi og små plasticfigurer måske. (4:5).
De griner hele vejen til banko: Kasper er ni år gammel og har været med til banko hver fredag halvdelen af sit liv, for hans far har natarbejde og vasker busser, når andre sover. Hans mor, Dorte, der er her med sin mor, har en lille madras med til ham, så han kan lægge sig under bordet, hvis han bliver søvnig. (5:5).
Frikadeller, kartofler og brun sovs. Der er frokost i børnehaven Søageren i Allerød.
Klitmøller. Man siger, at fremtiden er sort for landsbyerne i Danmarks udkant. For 500 af dem er udsigten til overlevelse så dyster, at man bør lukke dem, mener en forsker. Men på den yderste kant af Danmark har den tidligere fiskerby Klitmøller trodset udviklingen. Sommeren er kommet til Klitmøller, og der kommer mere og mere liv på den lange hovedgade, Ørhagevej. De fleste cykler helt til endestationen: Vesterhavet.
Ryg og syg – røgfrit område på Aalborg Sygehus.